Find inspiration
Find inspiration til aktiviteter og synlighedsmaterialer
Naturens Uge er en årlig begivenhed, der sætter fokus på at få børn og voksne over hele landet mere ud i naturen. Mange kommuner deltager hvert år og bruger det som anledning til at invitere borgerne på spændende aktiviteter og sjove oplevelser i naturen.
Nogle kommuner laver deres eget arrangement, hvor de fx benytter anledningen til at indvie eller vise nye naturområder frem. Andre kommuner skaber rammerne for en fælles indsats, hvor de laver et samlet program for arrangementer, som forvaltninger, foreninger, museer, biblioteker, naturvejledere mm. afholder i naturen for kommunens borgerne.
Alle, der gerne vil arbejde med at få børn og voksne mere ud i naturen, kan lave arrangementer. I kan vælge at arbejde med Naturens Uge i en enkelt forvaltning, eller I kan lave et større samarbejde mellem fx:
Middelfart og Vejle Kommune har i en årrække deltaget i Naturens Uge. Dels har de brugt ugen til forskellige kommunale events og indvielser, og dels har de inviteret foreninger og andre aktører til at lave aktiviteter for borgerne. Arbejdet består bl.a. i at opfordre foreninger mv. til at lave arrangementer, afholde informationsmøder, koordinere på tværs af forvaltninger, lave fælles program og markedsføring.
Begge kommuner har haft stor succes med at synliggøre kommunens natur i Naturens Uge. Samarbejdet med de mange foreninger og den store opmærksomhed om Naturens Uge gør, at flere tusinde borgere hvert år kommer ud og bliver inspireret til at bruge kommunernes naturområder. Naturens Uge er derfor også med til at fremme borgernes naturglæde og forståelse for naturen.
”Naturens Uge er et stort samarbejdsprojekt, hvor omkring 40 foreninger og klubber går sammen. Det styrker fællesskabet, og det er fantastisk at opleve det store engagement fra foreningerne”
- VIBEKE NØRBY Projektleder i Middelfart Kommunes Teknik- & Miljøforvaltning.