En naturdag i haven




Det skal du bruge

Hvis du vil have en skøn dag i haven, hvor du kommer tæt på dyrelivet og bager nogle lækre pandekager og æbler over bål, så skal du bruge følgende:

  • Pandekagepander med et langt skaft
  • Pandekagedej
  • Smør til panden
  • Brænde
  • Bålfad
  • Optænding - f.eks. en briket
  • Æbler
  • Pinde
  • Snitteknive
  • Måske en god bog

Det er på ingen måde nødvendigt at have alle tingene, og hvis I hellere vil lave snobrød end pandekager, så skal I bare gøre det.

Gode råd om bål

Tænd bålet

Sørg for at få tændt op i jeres bål tidligt, da det lige skal stå lidt før I kan bage pandekager. Hvis I synes det er svært at få ild i brændet, så kan I altid bruge en optændingsbriket. Husk at have en spand vand i nærheden, når I tænder bål.

Sluk bålet

Når I skal slukke bålet, så kan I starte med at plaske lidt vand på bålet indtil det syder mindre. Derefter kan i hælde en spand vand på. Sørg for at alle gløderne er slukkede.

Mangler I noget udstyr?

Se om der er en grejtaske i nærheden af jer!






Sådan gør du

Find dyr i haven

Kig rundt i krogene af jeres have. Hvis I har noget gammelt træ liggende, så kan I prøve at kigge under det, eller løfte noget af barken af - her vil I helt sikkert kunne finde masser af smådyr.

Gør pindende klar

Hvis I vil bage æbler på pinde, så skal I have gang i snitteknivene. Når man snitter så skal man altid snitte væk fra kroppen, aldrig hen imod andre, man vifter ikke med kniven, og man går/løber heller aldrig med kniven. Sørg også for at have plaster ved hånden.

Bag pandekager

Når I skal bage pandekager, så er det en god idé at have en pande med et langt skaft - så brænder I jer ikke. Lav gerne jeres pandekagedej på forhånd, og hæld den så på en flaske eller en kande med tud - så er det nemmere at hælde dejen på panden.

Sørg for at jeres pandekagepande er gennemvarm før i hælder dej og smør på. Vær to om en pande - én der hælder dejen på, og én der holder panden, og vend pandekagen når den begynder at blive brun i kanten.

Bag æbler

Æblerne skal have lidt længere end pandekagerne, så det er en god idé at sætte dem på pinde og ind over ilden imens i bager pandekagerne færdige. I behøver ikke at stå med pindende - I kan læne dem om af bålfadet og vende dem en gang imellem.

Hyg jer i det fri

Husk, at de fleste ting, som I laver indenfor - dem kan I også lave udenfor. Prøv f.eks. at tage jeres yndlingsbøger med udenfor.