HVAD ER NATURENS DAG?
Naturens Dag er Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådets årlige mærkedag for naturoplevelser. På Naturens Dag holder foreninger, kommuner, laug samt natur- og friluftsinteresserede arrangementer lokalt i hele Danmark. Du kan som privatperson både arrangere Naturens Dag eller være gæst på et arrangement. På Naturens Dag 2019 var der oprettet ca. 360 arrangementer som blev besøgt af flere end 60.000 danskere - heriblandt en masse familier, der fik frisk luft og røde kinder.

HVEM KAN AFHOLDE ET NATURENS DAG-ARRANGEMENT D. 13. SEPTEMBER?
Alle, der har lyst, kan arrangere Naturens Dag for lokalsamfundet. Normalvis er det foreninger, kommuner, museer, naturvejledere og natur- eller friluftsinteresserede privatpersoner, der inviterer på Naturens Dag. Men er du fx kok og vil invitere på sanke-tur, eller er du vandrer og vil invitere på vandretur, så er du også meget velkommen til at oprette et arrangement på Naturens Dag! Det vigtigste er, at du/I er interesseret i at formidle og vise naturen frem til andre i dit lokalområde - man behøver med andre ord ikke være ekspert. For at være arrangør på Naturens Dag skal man blot planlægge et arrangement om natur eller friluftsliv d. 13. september og oprette det her på hjemmesiden. Som arrangør får man tilsendt en arrangørpakke med synlighedsmateriale.

HVORNÅR SKAL VI HOLDE NATURENS DAG?
Natures Dag 2020 er søndag d. 13. september.

HVORNÅR KAN JEG OPRETTE ET ARRANGEMENT?
Vi åbner for oprettelse af arrangementer slut-maj og lukker igen 30. august. Hvis du vil nå at have en arrangørpakke tilsendt, skal du sørge for at tilmelde jer Naturens Dag senest den 30. august. Er I for sent ude, må I naturligvis gerne holde Naturens Dag alligevel. Når du opretter jeres arrangement her på hjemmesiden kommer der automatisk en kvitteringsside frem med "Tak for tilmelding" og I får tilsendt en mail med jeres oplysninger.

HVAD ER DER I EN ARRANGØRPAKKE?
I arrangørpakken er der synlighedsmaterialer, så I kan synliggøre jeres arrangement. I 2020 kan du selv vælge, hvad du vil have i din pakke - du bliver præsenteret for muligheder, når du opretter dit arrangement.

HVORNÅR KOMMER ARRANGØRPAKKEN?
Vi sender pakker ud efter sidste tilmeldingsfrist. Du skulle gerne have pakken i god tid inden Naturens Dag.

HVORDAN SKABER VI OPMÆRKSOMHED OM NATURENS DAG?
Jo flere, der bliver opmærksomme på Naturens Dag og naturoplevelsernes betydning for både børnene og naturen, jo bedre. Derfor vil vi også opfordre jer til at fortælle om jeres aktiviteter til forældre, lokale aviser og andre medier og eventuelt invitere journalister med ud for at opleve naturen sammen med jer. Hvis I selv vil skrive til forældre, intranet eller forskellige medier, er I meget velkommen til at klippe i og bruge tekster og billederne her på hjemmesiden. Vil I skrive en pressemeddelelse til de lokale aviser, kan vi hjælpe jer med formen.

HVORFOR AFHOLDE NATURENS DAG?
Børn bliver kloge, sunde og glade af at bruge naturen. Leg i naturen styrker børns motorik, koncentrationsevne og opfindsomhed. Læringen knyttes sammen med brug af muskler og sanser. Børnene bliver engagerede i naturen, vores livsgrundlag, og det er vigtigt. Børn, der har et nært forhold til naturen, vokser op som gode benyttere og beskyttere af vores natur. Og sidst, men ikke mindst: Naturen er bare verdens bedste legeplads!

En Gallup-undersøgelse fra 2018 viser, at børn i dag kun er halvt så meget i naturen, som deres bedste var, da de var børn. Børns hverdag i dag er mere travl og skemalagt end nogensinde før. Børn bruger dertil en stor del af deres fritid på digitale medier og organiserede aktiviteter frem for at lege og lære i naturen. Som arrangør af et arrangement på Naturens Dag er I med til at gøre en konkret forskel ved at invitere lokalsamfundet og børnefamilierne med ud i naturen.